I mange år var jeg af den opfattelse, at jeg var introvert og foretrak at arbejde solo. Men i virkeligheden er jeg nok meget almindelig. Jeg har bare svært ved at arbejde fokuseret på kontoret, og det er vist også meget almindeligt.
Udbrændt på hjemmekontoret
Coronaepidemien lærte mig noget nyt. Jeg får energi af at møde mennesker i løbet af min dag og interagere og snakke med dem. Og hvis jeg sidder for længe alene, så falder jeg ned i et hul. Jeg bliver passiv og får sværere og sværere ved at arbejde på de vigtige opgaver.
Når dagen så pludselig går med overspringshandlinger til lyden af deadlines, der bliver tabt på gulvet, bliver jeg skuffet over mig selv.
Jeg ved det godt. Det er jo ikke sådan
Identitetstype: Introvert
Min mor har en historie, hun fortæller om mig.
Den handler om forskellen på mig og min storebror. Efter at have haft en aktivitetskrævende dreng i Kim, var det lidt et mysterie at få mig. “Der er meget stille!” ville hun tænke og kigge ind på værelset. Der sad så en lille Jens på gulvet og legede med et eller andet, helt fordybet uden behov for andre. Historiens pointe er, at jeg altid har været god til at være for mig selv i koncentreret stilhed. Altså en introvert!
Introverthed kom lidt på mode i min omgangskreds i 10’erne. Vi læste Susan Cains ‘Quiet’ og følte os misforståede. Det var måske meget naturligt, for vi var en generation, der var opflasket med TV2’s udadvendte Bubber som idealmenneske, og vi fik traumer over at miste vores egne kontorer og blive gennet ud i storrumkontorets malstrøm af forstyrrelser.